Barbican præsenterede for nylig Darkness Visible, et banebrydende samarbejde mellem bratschisten Lawrence Power og filminstruktøren Jessie Rodger, som sammen udgør det kreative studie Âme. Denne koncert genfortolker den traditionelle klassiske forestilling til det 21. århundrede og blander levende musik med digitale projektioner og håndholdt kameraarbejde. Selvom den ikke er fejlfri, er showet et modigt eksperiment i, hvordan vi oplever musik i en multimedie- og post-internet-æra.
Titlen er hentet fra Miltons Paradise Lost og henviser til helvedesflammer, der frembringer "intet lys, men snarere synligt mørke". Det fremmaner rædslen ved at vide ting, der ikke kan gøres uvidende – en passende metafor for vores skærmmættede verden. Âme spørger: Da vi ikke kan gøre skærme og hyperlinks uvidende, hvorfor så ikke bruge dem til vores fordel?
En rejse gennem byen efter mørkets frembrud
Forestillingen tager publikum med på en bogstavelig og metaforisk rejse gennem London efter mørkets frembrud. Et slør dækker scenen, der skifter mellem uigennemsigtigt og gennemsigtigt og leger med syn og blindhed. Bag det sidder Collegium Orchestra og dirigenten Simon Crawford-Phillips, mens Rogers billeder af London projiceres på sløret – når vi får lov til at se dem.
Blindhed er tematisk interessant, men over 90 minutter viser det sig at være mindre visuelt spændende. Effekterne spejles i lyden og skaber en lagdelt, desorienterende oplevelse, der udfordrer lytterens forventninger.
Digital og akustisk blanding
Et af de mest slående øjeblikke kommer, da Power forlader scenen efter Anders Hillborgs spindelvævsfine arrangement af Bachs koral Ich ruf zu dir, Herr Jesu Christ. Han vandrer ud i City of London, fulgt af et håndholdt kamera i stil med Ivo van Hove. Vi møder en digital version af Power sammen med vokalisten Maddie Ashman til en skelettisk fremførelse af John Dowlands In Darkness Let Me Dwell i St Bart's Great Hall.
Senere møder Power violinisten Vilde Frang i Guildhall kunstgalleri, før de glider tilbage på scenen i tide til Mozarts Sinfonia Concertante. Disse overgange mellem fysiske og digitale rum er blidt magiske, selvom ikke hvert øjeblik rammer perfekt.
Den fascinerende afslutning
Aftenens højdepunkt er afslutningen: Cassandra Millers Simone Weil-inspirerede bratschkoncert I Cannot Love Without Trembling. Denne udstrakte klagesang leger med mellemrummene – mellem noder, mellem solist og ensemble, mellem mennesker. Power bøjer tid og tonehøjde, nogle gange i dialog med skyede, langsomt faseblokke af orkestral lyd, andre gange i en mærkelig duet for én, hvor hans svarende stemme reduceres til en enkelt gentagne gang knipset tone.
Det er fascinerende, og bemærkelsesværdigt nok bruges der ikke en eneste digital effekt. Dette øjeblik beviser, at den mest kraftfulde teknologi ofte er den menneskelige performer, frataget al forstærkning.
Hvorfor dette betyder noget for fremtidens koncerter
Darkness Visible er ikke bare en koncert; det er en samtalestarter om, hvordan vi oplever musik i en multimediealder. Mens Southbank Centre fejrede sit 75-års jubilæum med et Danny Boyle-spektakel, der overså klassisk musik til fordel for grime og techno, gik Barbican stille og roligt i gang med at forestille sig en koncertsal til det 21. århundrede.
Dette show demonstrerer, at klassisk musik kan udvikle sig uden at miste sin sjæl. Ved at omfavne digitale værktøjer selektivt skaber Âme en hybrid oplevelse, der respekterer tradition, mens den skubber grænser. Det er en model for, hvordan orkestre og spillesteder kan forblive relevante i en verden domineret af skærme.
FAQ
Hvad er Darkness Visible?
Darkness Visible er en multimediekoncert i samarbejde mellem bratschisten Lawrence Power og filminstruktøren Jessie Rodger, der arbejder under det kreative studie Âme. Den blander levende klassisk musik med digitale projektioner, håndholdt kameraarbejde og offstage-optrædener for at genfortolke koncertoplevelsen til den digitale tidsalder.
Hvem er de optrædende i Darkness Visible?
Forestillingen byder på Collegium Orchestra dirigeret af Simon Crawford-Phillips, bratschisten Lawrence Power, violinisten Vilde Frang og vokalisten Maddie Ashman. Den kreative retning er af Jessie Rodger og Lawrence Power som Âme.
Hvordan bruger Darkness Visible digital teknologi?
Showet bruger et slør til projektioner af London-billeder, håndholdt kameraarbejde, der følger Power offstage, og digital video af Power, der optræder med vokalister på fjerne steder. Det sidste stykke bruger dog ingen digitale effekter, hvilket understreger kraften i levende akustisk fremførelse.
